|
Flyets rute til målet gik over Sønderjylland i en lige linje fra Listerdyb mellem Sild og Rømø over Tinglev og Broagerland mod et punkt midt mellem Rødbyhavn og Puttgarden. Flyet fulgte samme rute på tilbageturen. Beskydningen begyndte, da flyet befandt sig over Flensborg fjord ud for Egernsund. Som så ofte dengang regnede granatsplinterne ned over Egernsund, så man kunne høre det rasle på tagene og i træerne. Her brød flyets venstre motor i brand, og straks efter blev der givet ordre til at forlade flyet. Nickolas Pollock fjernede lugen til nødudgangen i gulvet foran i flyets næse. Nødlugen blev fundet ved Kliplev.
Pollock forlod flyet ca. to minutter før styrtet. Han landede i en pløjemark på højdedraget vest for Hjerneshøj nær rundkørslen, hvor Bjerndrupvej krydser Hellevad-Bovvejen. Fra bakken kunne han se ned til Hans Jacobsens gård, i dag Bjerndrupvej 24. En hest var ved at fole, og Hans Jacobsen opholdt sig sammen med sønnen Hans i hestestalden. Pollock så et svagt lys fra gården, og han gik derned. Gården ejes i dag af Hans Jacobsens sønnesøn, Erik Jacobsen. Datteren, Marie Petersen, bor i dag på nabogården. Hun var dengang 14 år. Hun husker, at Pollock blev ved at sige: ”Sweden”. De fik fat i deres nabo, Kaj Jensen, der kunne tale engelsk.
”Han havde været i Amerika”, fortæller Marie Petersen.
Flyets andenpilot, P/O Tim Prescott-Decie, landede sikkert med sin faldskærm. Han fik ikke kontakt med Pollock eller Paton. Han gik mod nord og kom et par timer efter ind hos Petrea og Christian Nissen, Årtoftgård. Erik Jacobsens mor, Bertha Jacobsen, tjente dengang på Årtoft. Christian Nissen ringede til sognefoged Johan Nielsen, Kliplev, for at give meddelelse om flyverens tilstedeværelse. Sognefogeden fortalte ham, at der også var en flyver ovre hos Hans Jacobsen. Christian Nissen ringede til Hans Jacobsen for at give de to flyvere lejlighed til at tale med hinanden.
Overbetjent L. Larsen fra Gråsten hentede sammen med kriminalbetjent Folkersen Nickolas Pollock hos Hans Jacobsen og kørte derefter til Årtoft efter Tim Prescott-Decie. Herfra kørte de til Aabenraa, hvor de to flyvere blev udleveret til den tyske Ortskommandantur. Bygningen lå på det nuværende Storetorv.
Flyets radiooperatør, Sgt. Ian Hamilton, forlod flyet fra mandskabsdøren i højre side af flyets bagende. Han sprang ud lige før rygskytten og agterskytten. Efter at være nået godt ned samlede han sin faldskærm sammen og tog den med sig. Han kom ud til en vej, som han fulgte mod øst. Han sad om morgenen i køkkenet hos Karen og Jacob Hollænder, Søndervej 6 i Perbøl. Sønnen Ejgil (1½ år) løb straks hen til flyveren, der tog ham op på skødet. Jacob Hollænder ringede til landoverbetjent Work, Holbøl, der tidligt om formiddagen hentede flyveren og kørte ham til den tyske Ortskommandantur i Aabenraa.
Hans Jørgen Hansen var hjemme hos sine forældre på gården Vrå mellem Bjerndrup og Bajstrup. Han blev vækket af det voldsomme FLAK-skyderi og gik ud for at se, hvad der skete. Han stod uden for gården. Herfra fulgte han flyets styrt. Han fik øje på det brændende fly, der kom fra øst over Kliplev. Efter at have passeret Bjerndrup drejede det 90 grader og fløj parallelt med Bjerndrup å direkte mod Vrå, som det fløj forbi i meget lav højde, før det styrtede. Han så ingen faldskærme, selv om de to skytter først nåede ud nogle få sekunder før styrtet. Deres faldskærme blev fundet ved Johannes Schrøders og Hans Åge Lorenzens ejendomme, Visgårdvej 4 og 6. Helge Fink, Visgård, havde også fulgt flyets styrt. Han løb straks til det nedstyrtede fly og var den første ved det brændende vrag. Der var dog intet at gøre på grund af den stærke varme fra branden. |
|
|
|
KUNNE VI HAVE GJORT ANDERLEDES ?
Sådan spørger de, der var i kontakt med de engelske flyvere stadig sig selv den dag i dag. Svaret er helt klart: Det kunne man ikke. Indtil den 29. august 1943 var chancerne for flugt yderst mikroskopiske. Før 1943 er alle overlevende fra flystyrt her i landet endt i tyske krigsfangelejre. Mange danskere troede, at flyverne blev sendt til en interneringslejr ved Hald syd for Viborg, hvis de blev arresteret af det danske politi. Sådan gjorde man før besættelsen. Fra officiel dansk side blev flyverne betegnet som ”militærpersoner fra lande, der befinder sig i krig med Tyskland”. Efter aftale med tyskerne skulle politiet deltage i eftersøgningen af overlevende flyvere. Politiet skulle tage dem i forvaring og derpå snarest overgive dem til den tyske værnemagt. På samme måde forholdt man sig ved meddelelse om, at flyvere havde fundet husly hos danske.
Der er ingen tvivl om, at mange sårede flyvere reddede livet, fordi det danske politi tog sig af dem og fik dem indlagt på sygehuse med deraf følgende kyndig lægebehandling. I en del tilfælde ser man dog lidt for energisk arbejde fra politiets side, hvor f. eks. hunde blev sat ind i jagten på flyvere på fri fod.
Familien, der tog imod Nickolas Pollock, sendte en hilsen med til mødet i England. Sammen med hilsenen var en beklagelse af, at man ikke havde kunnet hjælpe anderledes dengang.
Nickolas Pollock skriver i et efterfølgende brev:
”Naturligvis kunne de ikke gøre anderledes. Politiet forklarede det, og vi forstod. Jeg vil sige: Vi må takke Gud for, at de gjorde, hvad de skulle gøre. Ellers havde vi nok aldrig mødtes. Jeg er glad for, at de tog så godt imod mig. Jeg har aldrig følt andet end taknemmelighed for den venlighed og gæstfrihed, jeg mødte. Jeg var heldig, at jeg landede i Jylland, da det gik galt. Jeg var heldig, at jeg overlevede krigen, og jeg er glad for, at jeg i de tre års fangenskab ikke behøvede at være bekymret over, at mit folk boede i et land, der var besat”.
 Summary.
Could we have done others?
All, who have been in touch with the flyers, even today ask this question. The answer is a clear: “No!” In the years 1940-41-42 no surviving flyer escaped to Sweden. All became prisoners of war.
In a letter Nickolas Pollock writes:
They did the best, they could do. The police told us, and we understood. Thank God they did so. Else we would never have met.
Return or go to "Skytterne"
|
|
|
