FLYETS NAVIGATØR, Sgt. J. H. Paton.
Et halvt år senere, november 1999, kom der ganske uventet oplysninger om flyets navigatør, Sgt J. H. Paton, fra Søren Flensted. Doris Paton, Toronto i Canada, enke efter John Herbert Paton, havde sendt et brev med fotos og forskellige oplysninger, som Flensted stillede til rådighed. Doris Paton har senere givet mange oplysninger.
Materialet indeholdt kopier af breve fra Ida Agersted, enke efter politimester A. Agersted, Aabenraa, et fotografi af F/O J. H. Paton, og billeder fra Stalag Luft III, samt en beretning om hans oplevelser. Beretningen er skrevet af præsten i familiens sogn i Toronto. Den er skrevet til fortælling for menighedens børn ved kirkens årlige Remembrance Day den 3. november 1993. Præsten viste samtidig børnene udløserhåndtaget til den faldskærm, der reddede Sgt. J. H. Paton den 24. april 1942.
Beretningen, som præsten har skrevet, lyder således:
Det, I ser her, er et håndtag, som man bruger, når man skal åbne en faldskærm. En faldskærm er en slags paraply, som man bruger, når man skal springe ud fra et fly. Faldskærmen tager farten af faldet, så man kan nå uskadt ned på jorden. Dette håndtag har tilhørt John. Hans enke, Doris, har lånt mig det, så jeg kunne vise jer det og fortælle jer hans historie.
For mange år siden var der her i Toronto en dreng, der hed John. Da han var en ung mand, blev der en stor krig, som man kalder Anden Verdenskrig. John meldte sig frivilligt til Det Canadiske Flyvevåben RCAF. Det betød, at han skulle rejse langt bort fra Toronto til fjerne lande på den anden side af Atlanterhavet.
John blev flyver. Da han engang var på togt over Danmark, blev hans fly beskudt af fjenden. Det blev slemt beskadiget, og John var klar over, at de ville styrte ned. Men inden styrtet nåede John at springe ud med sin faldskærm. Med dette håndtag åbnede John faldskærmen, og han slap uskadt ned på jorden i fjendeland.
John skyndte sig at skjule sin faldskærm. Han håbede, at ingen skulle opdage ham. Han skilte sig også af med alt andet, som kunne afsløre ham. Af en eller anden grund beholdt han dette håndtag. John havde et landkort på sig, så han kunne se, hvor han var i Danmark. Men han havde ingen mad. I tre nætter gik han i ly af mørket. Om dagen gemte han sig i grøfter og buskadser. Han blev mere og mere sulten, og til sidst måtte han give op. Han søgte hjælp på en gård.
Gårdmanden og hans kone og deres børn tog godt imod John. Børnene var meget glade for at have John i deres hjem. Canadiske soldater var højt ansete og respekterede i lande, som var besat af Tyskerne. Selv om de virkelig gerne ville have talt sammen, kunne det ikke lade sig gøre, fordi John ikke kunne tale dansk, og bonden og hans kone og børn kunne ikke tale engelsk. Men børnenes lærer i skolen kunne tale engelsk. Med hans hjælp talte de sammen og hørte om hinanden.
Alt imens dette skete, søgte tyskerne efter John. De havde fundet vraget af hans nedstyrtede fly, men da de ikke fandt liget af John i vraget, vidste de, at han måtte være i live. Tyskerne regnede med, at nogle danskere gemte ham et eller andet sted i området. De gennemsøgte gårde og huse og afhørte folk. Derfor turde familien ikke beholde ham. De underrettede det danske politi, og politimesteren hentede John.
John gav politimesteren håndtaget til sin faldskærm, og politimesteren lovede John, at når krigen var forbi, og der igen var fred i verden, skulle politimesteren sende håndtaget til John. Politimesteren gemte håndtaget ved at grave det ned i sin have. Hvad John ikke vidste, var, at politimesteren var ved at oprette en rute, så man i skjul kunne hjælpe allierede flyvere til England. Da tyskerne havde en stor eftersøgning i gang efter John, turde han ikke hjælpe John med at flygte.
John blev krigsfange hos tyskerne; men alt, hvad hans familie vidste, var, at hans fly var blevet skudt ned over fjendtligt område, og at han var savnet, som det hed. Det var i april 1942. Da krigen tre år senere var forbi, fik familien pludselig et telegram, der meddelte, at flyverløjtnant John Herbert Paton, der havde været krigsfange, var blevet befriet og den 10. maj var nået uskadt tilbage til England.
John meddelte sine ”krigsvenner” i Danmark, at han var nået hjem i god behold. Et stykke tid efter modtog han en pakke fra Danmark. I pakken var dette håndtag og et brev fra politimesterens kone.
Her er, hvad fru Ida Agersted skrev i sit brev til John:
”Her sender jeg dig det håndtag, der reddede dit liv, da du styrtede ned her i Sønderjylland for tre et halvt år siden. Jeg er glad for, at du er kommet tilbage til England fra fangelejren i Tyskland.
Min mand, politimester A. Agersted, som lovede at sende håndtaget til dig, når krigen var forbi, blev arresteret af tyskerne i maj 1944. Han var fængslet her i Danmark indtil september 1944. Så blev han sendt til en koncentrationslejr i Tyskland. Der døde han af den tortur og dårlige behandling, han blev udsat for. Det er en stor sorg for os, men vi - min søn og jeg - er stolte over det store arbejde, han udførte for vort land som patriot og modstandsmand.
Han gravede håndtaget ned i vor have for at skjule det for tyskerne. Vi sender det til dig som et minde, nu da krigen er forbi, og jeg vil være glad for at høre fra dig, når du har modtaget det.
Tak til dig og alle allierede for den indsats, I har gjort for vor frihed!”
”Det er præstens version af Johns oplevelser”, skriver Doris Paton, og hun fortsætter: ”John blev budt med ind i klassen på skolen, hvor Lærer Ratzer præsenterede ham for børnene, inden han blev udleveret til tyskerne”.
Landbetjent H. C. Brodersen, Rødekro, skriver i sin rapport, at gårdejer Christian Nielsen, Immervad, ringede og anmeldte, at der hos hans nabo, Marius Christensen, Kogager, befandt sig en mandsperson, muligvis en engelsk flyver. Da Brodersen ankom, sad flyveren ved bordet i køkkenet. Han var ved at rulle sig en cigaret af avispapir og grovtobak, hvilket dog mislykkedes. Flyveren blev ved at gentage: ”I will be shot!” Han fulgte dog med uden at gøre modstand. Brodersen huskede sin egen tilfangetagelse som tysk soldat i Første Verdenskrig, og han besluttede at opmuntre flyveren lidt. Han kørte derfor til Rise Hjarup skole, idet han vidste, at lærer Ratzer var god til at tale engelsk. Flyveren røg to-tre cerutter, mens de opholdt sig i skolen.
Magnus Christensen, Over Jerstal, fortæller om John H. Paton.
”Vi var færdige med morgenmaden, og far var taget på arbejde. Pludselig så vi en mand komme ind på gårdspladsen. Han så meget forkommen ud, og mor gik ud og hentede ham ind. Han blev anbragt i fars stol for bordenden, og mor satte alt det bedste, hun havde, på bordet til ham. Vi kunne jo ikke tale sammen, men vi klarede os med tegnsprog. Mor sendte en at mine søskende over til naboen med besked om at ringe til politiet. Da politibilen kørte ind på gårdspladsen, dukkede flyveren sig; men så satte han sig op, og han fulgte godvilligt med, da politi Brodersen kom ind i køkkenet for at hente ham. Efter krigen hørte vi, at flyveren var kommet godt hjem efter fangenskabet”.
Viggo Andresen, Hovslund, der var elev i klassen og dengang 12 år, fortæller:
”Lærer Ratzer kom ind til os i klassen med John Paton og politi Brodersen fra Rødekro. Flyveren var en høj flot fyr i blå uniform. Vi stod ret ved vore borde og sang ”Der er et yndigt land” for ham. Han fortalte, at han var blevet skudt ned på vej tilbage til England. Vi stod ude i skolegården og råbte hurra for ham, da politi Brodersen kørte med ham. Bagefter skrev nogle af os stil om begivenheden. Vi brændte kladderne og stilene i kakkelovnen. Lærer Ratzer sagde, at det ikke var så godt at have for meget liggende om den slags. Vi skulle heller ikke snakke om det, sagde han”.
Lærer Andreas Ratzer var førstelærer ved Rise Hjarup skole.
Andreas Ratzer har skrevet en beretning om begivenheden. Han fortæller:
”Skolen begyndte kl. 7. Midt i timen bankede det på døren. Det var politibetjent Brodersen fra Rødekro med en canadisk flyver, som han af tyskerne havde fået ordre til at hente. Han ville gerne have lidt at vide af ham, før vi afleverede ham til tyskerne. Derfor kom Brodersen med ham. Jeg skulle være tolk.
Jeg hentede landkort fra skolen ind i vor stue, og Brodersen viste John, hvor de andre flyvere var blevet fanget. Deres fly var skudt i brand over Tyskland. Da de ikke turde flyve ud over havet til England, prøvede de at flyve til Sverige, men branden blev for slem. John fik ordre til at springe som nummer to. Han landede i en mose nær Bolderslev, hvor han pakkede sin faldskærm sammen og gemte den under en busk. Så vandrede han nordpå efter Sverige om natten og gemte sig i skovene om dagen. Han fulgte jernbanelinjen. Da han så nåede til Immervad, var hans levnedsmidler sluppet op, og han gik ind til en landmand. Han var imidlertid så uheldig at komme til én af de få tyskere, vi har på denne egn Landmanden ringede straks til Gestapo, der så sendte Brodersen ud for at hente ham. Han var jo meget sulten og havde spist 13 stykker rugbrød der. Han var bange for, at han skulle blive skudt, men vi trøstede ham med, at det blev han ikke, men at han ville møde sine kammerater i Aabenraa. Han var ellers meget tavs og ville intet røbe. Det havde de streng ordre til. Men da jeg fortalte ham om al den familie, jeg har i USA, og at vi var danskere, der holdt med de allierede, tøede han op. Jeg takkede ham for hans indsats for at befri os, men han sagde, at hans indsats ikke var så stor, for det var hans første flyvetogt. ”Hvis du har noget, som tyskerne ikke skal have, så kan du give det til lærer Ratzer”, sagde Brodersen til John. Så gav han mig et landkort på silke med Danmark på den ene side og Frankrig på den anden. Da han forlod os, råbte skolebørnene hurra for ham”.
Efter besøget i skolen blev John Paton afleveret på politistationen i Aabenraa. Her mødte han politimester A. Agersted, som han gav udløserhåndtaget til faldskærmen. Ligesom sine kammerater blev han udleveret til tyskerne på Ortskommandanturen i Aabenraa. Herfra gik turen til Dulag Luft ved Frankfurt. Efter afhøringerne der blev han anbragt i Stalag Luft III. Han overlevede dødsmarchen mod vest foran de fremrykkende russiske tropper fra januar 1945 til befrielsen ved Lübeck i begyndelsen af maj. Han var tilbage i England den 10. maj 1945. Den 10. juni 1945 vendte han hjem til Toronto i Canada.
Doris Paton fortæller til slut, at hun og John blev gift den 10. juni 1946. John var uddannet som bankmand. Han vendte tilbage til sit civile job. I 1979 blev han pensioneret som bankdirektør efter et alvorligt hjertetilfælde. Han fik syv gode år som pensionist, inden han døde i en alder af 67 år i 1987.
Fru Agersted blev efter sin mands død boende i Aabenraa. Hun gjorde et stort arbejde for Dansk Røde Kors. I dette arbejde hjalp hun Karen og Jacob Hollender med at efterlyse Sgt. Ian Hamilton. I 106. eskadrilles arkiver i England ligger kopien af et brev, som piloten Harry Stoffers mor har skrevet til fru Agersted med en tak for den omsorg, fru Agersted har vist hendes søns grav på kirkegården i Aabenraa. Fru Agersted flyttede i 1960 til København. Hun døde i 1996 i en alder af næsten 100 år. |
|
|