Nickolas Pollock sprang ud fra ca. 2.000 fods højde. Det svarer til omkring 600 meter. Han trak i udløserhåndtaget til faldskærmen og mærkede et voldsomt ryk, idet faldskærmen åbnede sig over ham. Det var bælgmørkt, og han kunne ikke se de andre faldskærme. Kun et par lyskastere fra Flensborg og skæret fra det brændende vrag ude mod vest lyste op. Turen ned fra denne højde tager ca. to minutter. Pollock landede uskadt på en mark, gjorde sig fri af faldskærmen og så sig omkring. Han gemte faldskærmen og begyndte at gå mod nord. Han havde slået hovedet ved udspringet og var derfor noget fortumlet.
Han nåede op på en bakke. Herfra kunne han se ned til en gård. Han satte sig for at vente på, at det skulle blive lyst. Det var bidende koldt i den tidlige morgen. Det var hans håb at slippe over til det neutrale Sverige. Der skinnede et svagt lys fra et af gårdens vinduer. Han gik over til gården. Der skinnede lys fra tre staldvinduer, og han kiggede ind gennem det midterste. Inde i stalden var to mænd i færd med at hjælpe en hest, som var ved at fole. Mændene må have set ham, for da føllet var bragt til verden, kom én af dem ud til ham. De var ikke det mindste overraskede. De havde kort forinden været ude på grund af det voldsomme FLAK-skyderi fra Flensborg. Her havde de set det brændende fly styrte ned. Nickolas Pollock blev budt med ind i stuehuset, hvor konen serverede kaffe med brød og honning for dem.
Ingen af danskerne talte engelsk; men alle klarede sig med tegnsprog, og Pollock følte, at han var kommet til venlige og gæstfrie folk. I stuen stod et usædvanligt orgel. Pollock gik hen og kiggede interesseret på det, og konen opfordrede ham til at prøve at spille på det, hvilket han dog høfligt afslog.
”Samtalen” ebbede noget ud; men stilheden blev pludselig afbrudt af en ornamenteret vægtelefon, der ringede med en skinger lyd. Konen tog telefonen, og en livlig samtale udspandt sig. Pollock havde ingen mulighed for at forstå, hvad der blev talt om. Konen vendte sig mod ham og gjorde tegn til, at han skulle tage telefonen. Uden den fjerneste ide om, hvad det drejede sig om, tog han telefonen. Han følte sig straks umådeligt dum, da han havde sagt ”Hello” på engelsk. Han fik sit livs overraskelse, da en stemme på engelsk sagde:
”Hvad i alverden, er det dig, Nick?”
”Ja”, svarede Pollock forundret, ”Men hvem Pokker er du?”
”Tim her”, sagde stemmen, ”er du all right?” Tim var flyets andenpilot.
”Yes, jeg er OK. Hvor er du nu?” spurgte Pollock.
”Jeg er på en gård”, sagde Tim, ”Det er du øjensynligt også. Folkene her ringede til deres venner for at fortælle om min ankomst. De hørte, at det samme var sket hos jer”.
”Ja, det var pokkers!” sagde Pollock og var nu i stand til at føre en fornuftig samtale.
De fandt ud af, at alle undtagen piloten øjensynligt var sluppet godt ud af det brændende fly.
Desværre kunne ingen af familierne tale engelsk. Derfor var det umuligt for flyverne at møde hinanden. De aftalte at søge til Sverige hver for sig og mødes derovre. De sluttede samtalen.
Pollock prøvede nu, uden større held på grund af sprogvanskelighederne, at forklare, at han gerne ville have hjælp til den videre flugt. Heldigvis kom der lidt efter en mand, der var ganske god til at tale engelsk.
”Ja, han havde været ved landbrug i Alberta i Canada”, kunne Pollock huske.
Nu gik det fremad. Pollock var ved at forklare, da en bil kørte ind til gården. En dansk politibetjent kom ind til dem. Pollock blev klar over, at man kom for at hente ham. Politibetjenten var meget høflig og venlig; men han forklarede, at Pollock skulle følge med, idet nazisterne ville tage alvorlige repressalier over for familien og ham, hvis man lod Pollock flygte.
Det var så det. Pollock var arresteret. De kørte til en gård, hvor andenpiloten blev taget med.
Summary.
Front gunner of the bomber, P/O Nickolas Pollock.
Nickolas Pollock came down near a farm. Through a window to the stable he saw a foal being born. Two men were helping the mare. One of the men came out, and they took him to the living house of the farm. The farmer’s wife prepared a meal.
No one spoke English, but Nickolas Pollock felt he was at a friendly family. In the dining room he saw a curious organ. Of course he had a look at it, and much to his surprise the woman signed to him to play it. They had the meal together. Suddenly a telephone rang, and the woman answered it. Then she handed over the phone to Nickolas Pollock with the words: “Det er til dig!” (It is for you). Surprised is not the word. On the phone was Tim Prescott-Decie, co-pilot of the Manchester, calling from a farm a mile away. As nobody on the two farms spoke English, the two flyers were unable to join each other. They arranged to meet in Sweden but neither got there. A police care drove into the farmyard. Nickolas Pollock gave up. They drove to a farm a mile away, and Tim Prescott-Decie was picked up.
