· Fortællinger om flystyrt i Danmark under 2. verdenskrig ·

5. maj beretning

 

Erindringer omkring Danmarks befrielse den 5. maj 1945.

 




I år (2015) kan vi fejre 70-årsdagen for Danmarks befrielse. Ikke mange under 80 år kan forventes at have et nogenlunde erindringsbillede fra begivenhederne dengang. Hvor meget husker man i sammenhæng fra tiden før 10-årsalderen?

 


Jørgen Jørgensen


Begivenhederne var dog så voldsomme og afgørende, at de allerfleste i skolen og gennem medierne. bøger, artikler, film m. m. har fået et væld af oplysninger om den tid. Begivenhederne er blevet vendt og drejet og vurderet i en uendelighed. Der er i dag næppe nogen, der ikke har et indgående kendskab til forholdene omkring Anden Verdenskrig.

To verdener.

I psykologi taler man om den virkelige verden og den oplevede verden - de faktiske forhold og de oplevede forhold. Man kan f. eks. opleve en stor angst, uden at man i virkeligheden har været i overhængende fare. Det vil altid være den oplevede situation, man handler efter, og som er den virkelighed, der bestemmer ens adfærd.

Det gælder også begivenhederne omkring kapitulationen. Der er den nøgterne verden, som vi kan se den i bakspejlet korrigeret af de tilgængelige oplysninger, der justerer situationen og sætter tingene på plads. Alligevel er det begivenhederne, som vi oplevede dem, der var vor virkelighed, og som prægede os - måske for resten af livet. Jeg vil holde mig til begivenhederne, sådan som de dengang blev oplevet af en dreng på 13 år.


Byttede bombesplinter.

Alt, hvad der havde med krigen at gøre, fulgte vi drenge med uhyggelig stor interesse. Vi talte om våben, tanks, fly og alt, hvad der havde med militær at gøre. Vi valfartede til nedstyrtede fly, og vi så på tyske soldater og deres våben og udrustning. Vi kendte fly og tanks som drenge i dag kender bilmærker og traktorer. Vi kendte navne som Rommel og Montgomery, som man i dag kender fodboldspillere og personer fra poppens verden. Vi byttede bombesplinter og flyveblade. Vi var imod tyskerne, vi var for englænderne og amerikanerne, og vi var betænkelige ved russerne.

Vi var bange, når begivenhederne kom for tæt på. Som dengang engelske bombefly en nat kastede bomber mod Tinglev banegård et par kilometer fra mit hjem. Eller da jeg en eftermiddag krøb ned i en grøft, hvorfra jeg fulgte, hvordan amerikanske jagerfly flere gange dykkede ned og beskød Tinglev banegård. Jagerne fløj så lavt, at jeg tydeligt kunne se piloterne i flyene.


Krigens gru.

Gennem de voksnes samtale fornemmede vi krigens gru. Vi vidste, at denne krig ikke kunne slutte, før frontlinjen havde passeret vor egn: ”Når englænderne kommer”, som man sagde. De voksne håbede på, at det måtte blive englænderne og ikke russerne, der kom. ”Ellers må vi hellere beholde tyskerne”, var den almindelige mening.

Det var efterhånden helt klart, at krigens afslutning var nær. Hitler var død. Admiral Dönitz var tiltrådt. Vi drenge råbte ”Heil Dönitz” til drengene fra den tyske klasse på vor skole. Mod dem havde vi for øvrigt ført vor egen private krig gennem alle årene. ”Hvilken forskel er der på general Rommel og et vækkeur?”, spurgte vi. Jo, et vækkeur kan kun gå fremad, Rommel går tilbage. Så var slagsmålet igen i gang.  Der blev slået hårdt - med kæppe - for alvor.


Stort ansvar.

Den 4. maj var der hele dagen en utrolig flyaktivitet. Englændere, kunne vi drenge i skolen med kendermine se. De fløj meget lavt, og gang på gang lød skudsalver rundt omkring. Vi gik hjem fra skole, og jeg var glad, da vi var hjemme. Det var alligevel uhyggeligt. Vor radio derhjemme var i stykker, så vi kunne ikke modtage de sidste nyheder. Man sagde, at englænderne stod lige på den anden side af grænsen.

Vi ventede at blive evakueret hvad øjeblik, det skulle være.

Mor havde syet en lille taske til hver af os tre søskende.  Den skulle bæres inde på brystet under tøjet i en rem om halsen. I tasken var der en seddel med oplysninger om navn og adresse på os og vore forældre. Der var rationeringsmærker og lidt penge i. Mine forældre regnede med, at vi børn først ville blive evakueret, måske sammen med mor. Far ville under ingen omstændigheder med. Hvem skulle så passe gårdens dyr?  Taskerne hang på en knage lige ved døren til entreen, så de var nemme at få fat på, hvis vi skulle hurtigt af sted. Jeg skulle som den ældste passe på, at vi tre søskende ikke kom fra hinanden, og jeg skulle sørge for hjælp, hvis der skete en af mine søskende noget. Det er et stort og alvorligt ansvar at pålægge en dreng på 13 år, kan jeg godt fortælle.


Krigen er forbi.

Om aftenen blev jeg sendt over til vor nabo for at få at vide, hvad der blev sagt i den engelske radio. Der sad vi så sammen i dagligstuen hos naboens, en gammel kone og hendes ugifte søn, Line og Peter i daglig tale. Line sad med sit sytøj og Peter med sin pibe og avisen. Vi hørte den engelske radio, der sendte til Danmark. Pludselig blev der en pause. ”Et øjeblik”, sagde speakeren. Og så kom meddelelsen om, at de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde kapituleret. Der skete ikke noget særligt i stuen hos os ved den meddelelse. Peter tog piben fra munden med et lille ”Nåh!”. ”Så kan du godt gå hjem og fortælle mor og far, at krigen er forbi”, sagde Peter og slukkede radioen, da udsendelsen var forbi. Jeg gik lettet hjem. Mine forældre ville næsten ikke tro, hvad jeg fortalte. Det var en enorm lettelse at se taskerne hænge på knagen ved døren og vide, at de ikke skulle bruges.


Glade soldater.

Den næste dag gik vi i skole som sædvanligt. Jeg tror ikke, at børnene til den tyske klasse var mødt. Jeg husker det ikke.  Vi børn i den danske klasse gik sammen med vor lærer ud og hejste skolens flag, og så fik vi fri.

Da vi kom hjem, var mine forældre ved at hejse flaget. Men vi havde ingen flagsnor. Derfor var flagstangen lagt ned, og far var ved at sømme flaget fast til stangen. Da det var gjort, skulle flagstangen rejses. Det var ikke så let. Vi var kun far og mor og os tre børn. I det samme kom tre tyske soldater forbi ude på vejen. De sprang over hegnet til  haven, og så rejste de vor flagstang. Det blev således tre tyske soldater, der hejste vort befrielsesflag. Soldaterne blev budt med ind til kaffe. De var mindst lige så glade, som vi var. ”Nu går det hjemad til bedre tider”, sagde de.


Frit igen.

Danmark blev skånet for krigens værste rædsler. Krigen nåede kun til vor dør. Den megen flyaktivitet den 4. maj skyldtes, at RAF’s frontlinje den dag var den dansk/tyske grænse.  Indtil denne linje havde piloterne ordre til at skyde på alt, hvad der bevægede sig. Linjen var naturligvis ikke til at holde præcist, så derfor skete der mange beskydninger med flere dræbte lige nord for grænsen. Linjen den 5. maj var planlagt til Ribe-Haderslev. Var kapitulationen kommet en dag senere, var det gået hårdt ud over vor egn. Den 5. maj og dagene lige efter blev dog meget dramatiske over hele landet med mange dræbte.

Efter fem års besættelse var Danmark igen et frit land. Vi var dengang enige om, at vi aldrig mere ville opleve en krig. Vi havde lært, at ingen får fred længere, end naboen vil. Landene må finde sammen og vende sig imod en aggressor i tide, og ikke vente til han er vanskelig at stoppe. Derfor fik FN og senere Nato vor fulde opbakning.

 

Jørgen Jørgensen

Sundgade 41, 6320 Egernsund.